Chefdirigent Rumon Gamba

Rumon_Gamba.jpg

Det er altid en udfordring at starte som chefdirigent for et fremmed orkester og i et fremmed land. Jeg sprang bare ud i det, og siden min debut i rollen som chefdirigent i september 2011, har jeg udelukkende fået positive tilkendegivelser fra orkestrets musikere og fra publikum, og det er jeg meget glad for. Normalt vil det tage et stykke tid for en dirigent og et symfoniorkester for alvor at finde hinanden, men jeg synes allerede, vi har rykket os langt, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet.

I mine øjne er det et stort ansvar at stå i spidsen for et symfoniorkester, for det er os folk vender sig mod, når de vil have en symfonisk oplevelse. Min vision for Aalborg Symfoniorkester er, at vi skal nå det punkt, hvor hver koncert er en begivenhed, som nordjyderne ikke vil gå glip af.

I manges øjne har en symfonisk koncert nærmest karakter af en religiøs begivenhed, som man som publikum skal gå ind til med nærmest ydmyg andægtighed. Intet kunne være mere forkert, og den forestilling vil jeg gerne gøre mit til at bryde ned.

Når vi som symfoniorkester spiller, skal vores musik nå udover scenekanten og række ud til publikum, for ellers kunne vi lige så godt nøjes med at spille den for os selv. Vores mål må og skal altid være at nå ind til publikum og lade musikken røre dem. Lykkes det, vil vi som orkester også spille bedre, for fra scenen kan man sagtens mærke forskel på, om publikum føler musikken eller om de blot lytter til den. Det skaber et langt bedre resultat og en langt bedre musikoplevelse, når publikum på den måde drages ind, og det skaber en helt speciel atmosfære. Det er således ikke nok, blot at spille noderne korrekt, og symfoniorkesteret skal lyde som et samlet hele fremfor en række musikere, der hver især spiller, det noderne siger, de skal.

Mit håb og min ambition for Aalborg Symfoniorkester er, at orkestret og jeg i fællesskab får skabt et endnu større kendskab til Aalborg Symfoniorkester – både i Nordjylland, i resten af landet og internationalt. Jeg vil gerne på sigt række udover Nordjylland og vise resten af landet, hvor dygtigt et symfoniorkester, vi har heroppe, ligesom jeg også håber vi via CD-indspilninger, turnéer og via samarbejde med internationale solister og dirigenter kan styrke vores omdømme i resten af verden. Det skulle gerne blive sådan, at publikum ved, at de kan stole på, at Aalborg Symfoniorkester altid leverer en fantastisk koncertoplevelse - uanset hvad der måtte være på programmet.

Men tag ikke blot mit ord for det. Prøv at tage plads i salen til blot én af vores koncerter – du går med garanti ikke uberørt derfra. Hvem ved, du kunne måske endda få en kæmpe musikalsk oplevelse…

Glæder mig til at byde jer velkommen til vores koncerter.

Med venlig hilsen
Rumon Gamba
Chefdirigent
Aalborg Symfoniorkester

 

strygerklang.jpg

ludmila.jpg