En uge på farten
Aalborg Symfoniorkester har haft en anderledes uge end de plejer, deres skønne koncerter afholdes normalt i Symfonien, Nordkraft eller Aalborg Kongres & Kultur Center. I denne uge har rigtig mange mennesker i regionen dog haft fornøjelsen af at møde symfoniorkestret helt andre steder. Og begejstringen er stor for alles vedkommende.

Foto: Søren Bach Holm
Jan Kvistborg udtaler: ”Det har været en stor fornøjelse fra orkestrets side at møde vores publikum og tale med dem, det sker jo aldrig til en koncert. De folk, der ikke plejer at komme til vores koncerter, har også fundet ud af, at klassisk musik ikke behøver at være svært eller kedeligt, man kan lægge det i det, man vil og bare nyde musikken – og det var faktisk formålet med disse koncerter.”
Aalborg Symfoniorkester startede i tirsdags hos DR P4 med en times ”koncert” og interviews bl.a. med violinist Else Marie Tolbøll Skjoldå, som har spillet i Aalborg Symfoniorkester siden 2001 og Jan Kvistborg, som netop er udnævnt til fungerende musikchef.
Herefter stod der KMD på programmet og onsdag var det Spar Nord og Danske Bank, der fik fornøjelsen af at komme tæt på symfoniorkestret. Hos KMD og Spar Nord havde man valgt at give musikerne frokost, så kunne medarbejderne stille spørgsmål og i det hele taget bare få en hyggelig snak med musikerne.
Torsdag formiddag kunne Salling give sine kunder en kort koncert og torsdag eftermiddag var det de handlende hos Aalborg Storcenter, der fik sig en overraskelse. Ikke alle fik lov til kun at nyde musikken, dirigent Anthony Inglis var i godt humør og ”fik lidt hjælp” på podiet af en udvalgt tilskuer. Fredag er det Mekoprint i Støvring og Hovedbiblioteket i Aalborg, der får besøg af orkestret.
”Det har været en ubetinget succes for musikere og for tilhørere. Vi har kaldt koncerterne ”Sommerfristelser,” da vi har leveret små musikalske godbidder, der munder ud i en gratis koncert i Symfonien onsdag i næste uge fra kl. 17.00 – 18.00, og så håber vi jo selvfølgelig, at vi har vakt en interesse for at kigge forbi,” slutter Jan Kvistborg med et smil